Så var jeg ni år, og jeg havde fået sådan en gul bambusfiskestang.
Min farfar havde fortalt, at hvis man gik ned til havnen og så hen til den gamle jernbanebro over Limfjorden,
så var det et godt sted at fange ålekuger.
Hernede, der tror jeg ikke, at jeg kalder dem ålekvapper, hvis de stadigvæk har fisk.
Men vi skulle fange ålekuger.
Det skete selvfølgelig en gang imellem, at vi fik en ulk på krogen.
Og sådan en ulk, den kaldte vi for en københavner.
Fordi den var grim og giftig.
Og ingen nødt til.
Udover at københavneren var grim og giftig og ingen nødt til, så var den også for slum.
Så krogen sad tit helt nede ved gattet.
Og skulle man have den ud igen og have banet vejen, så skulle man virkelig have godt fat og passe på, at man ikke stak sig.
Og så gjorde de store drenge noget, som stadigvæk kan få dig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
De stak hånden ned i gruset, og så tog de sådan en håndfuld småsten og grus op,
og så begyndte de at fylde kæften i københavneren.
Med sten.
Glat, den fin, ligesom krammerhus til børn.
Og så var den god hånd, og så blev den bålet ud midt i fjorden, hvor den gik direkte til bunds.
Børn er bestialiske nogle gange.
Og det har jeg skrevet en salme om.