I kryds
ved portet kliner en kur,
bliver tolv små børn
trukket i en snur.
De har en dykke, hvor de kan holde fast,
så når de falder,
de slipper deres plads.
og der råbes tolmån, at krushe,
at krushe.
Hold nu fast, hæng på, hold fast,
og føl' dig godt tilbage i livet, bollerose.
Ikke mist i dag, hold fast,
for mister, vi' på plads,
så bliver vi lidt konfuse.
I et stort hus ved Hormelhavn er nogle fiskere ved navn Hans Ravn,
meget er tjent på faget job og garn.
Han ser moppet,
men har et savn
efter kvinder i sit hus og sin tomme fagn,
din tomme fagn.
Nede i mørket,
deres labyrinst,
står triveskrotterne altid på spring,
men overlever med snur, hed og kløgt.
De ved, de er hæftigt eftersøgt
og småser i alt det, der er lidt blødt,
er lidt blødt.
Hold nu fast, hæng på, hold fast,
og føl' dig godt tilbage i livet, bollerose.
Ikke mist i dag, hold fast,
for mister,
vi' på plads,
så bliver vi lidt konfuse.
Muldvarmen graver sin snur lige i gang,
venter tøltmodigt på regn,
når man sang,
men venter, der falder halvtid noget ned.
Tidens jordsikre sikkerhed får den ved.
Den må afstå for al skens gang på jorden,
på jorden.
I rusens kammer,
vi føler, vi skal frem.
Vi håber, det næste er lidt mindre slemt.
Og suser, i ruser igennem slusser.
TV plusser lige
af det sidste rum.
Hvad venter bare, det ikke er så ondt?
Er så, så ondt.
Hold nu fast, hæng på, hold fast,
og føl' dig godt tilbage i livet, bollerose.
Ikke mist i dag, hold fast,
for mister,
vi' på plads,
så bliver vi lidt konfuse.
Vi mister skæl efter skæl,
blot får en smule spejl imod systemets færdste masker.
Alle aldre har en tid,
men tiden, den har slet
ingen alder.
Alle aldre har en tid,
men ebiet er jo blot en ebiet.