Nu tit det til hinanden
De farver blomster små
De mundre fugle
Kalde på hver andre
Nu er jordens børn
Blad og sejne omslå
Nu snegle med hus på ryg
Ved det andre
Den kære Gud og skaber
Den mindste ord man er
Han føder fugl
Og magens lille glæder
Når menneskene spørger
Har han alder miskæft
Gud ånder på øjet
Når det græder
Guds søn var selv et barn
Og på grybe strå han lå
Hans vugge stod
På jord foruden gænge
Guds hænger i Østfru
Har han lovet de små
Og blomster fra paradisets ære
Guds hænger i Østfru
But entonces dejste og nyde
Til et par år

Ender nu legende
Vedhovne progræder
I os til han Peus


Kænger
Hænder bag shoalder selv
Vævnet står, han værer barnet op til Gud på armen
Han står med håb i tvang, da han vandrede på jord
Men børnene leger ham ved barmen
I vinde, liv, ære, gul og pris
I vinde, liv, ære, gul og pris
I sø