Hvem sidder der bag skærmen med
klude
om sin hånd?
Med læderlap for øjet og om sin sko et bånd
Det er så mand Jens Fejlmann,
der er sindsurenød
Med hamren må forvandle de hårde sten til brød
Og vågner du en morgen i
allerførste gry
Og hører hamren klinge på ny, på ny, på ny
Jens Fejlmann på sine gamle ben
Som hukker vilde gnister af morgenvåde sten
Og
æger du til steden bag
båndens fedespand
Du en alding ved seje står i vand
Det er så mand Jens Fejlmann med halmreben og knæ
Der næppe ved at finde mod frosten mer' et læg
Og vender du tilbage i byer og i blæst
Mens aftenstjernen skalver af kulde i sydvest
Og klinger hamreslaget med vognen
ganske nær
Det er så mand Jens Fejlmann,
som endnu sidder der
Men nu sidder der
Ham over haven en kold decembernat Der
står på kirkegården et gammelt trøndet bræt
Det er heller slemt til siden og malingen
er slet Det er så mand Jens Fejlmanns,
hans lille
liv var fuld af sten
Men på hans grav i døden