Når dagene endte og vi andre gik til rum
Så sad han der alene i tærnet fodskum
Længst væk i mørket,
ingen talte til ham der
Men sagen stod alene,
er det bedste man har
Vi hørte i mørket,
hans åndedrag der piv
Støv og skidt i lungerne,
var en del af hans liv
Han lå aftenen falde,
mens han tændte sin cigar
Som en stille glød i mørket,
husker jeg min bedstefar
Han såede marken med myldrende frø
Der fløj ud i verden,
når vesten vinden følg
Han kunne vente på regnen i u og i træk
Som faldt så hårdt og nådesløst,
at alt blev skyllet væk
Men når regnen den faldt stille,
og når vinden den holdt læk
Så stod kornet ved min skulder,
og så stod kornet til hans knæ
I den slags rige tider,
kunne det nogen gange ske At han nød i mørket,
når vi ingenting kunne se
Mmm...
I de tider kunne man spørge om lov
til at kravle op til bedste far,
når man mente han sov.
Det eneste vi skulle,
for jeg får lov at sidde der
ved varje lidt med fluerne,
så de ikke kom ham for nær.
Jeg husker den morgen,
da de bar ham ud.
Jeg hørte nogen tale om
at rejse hjem til Gud.
Jeg hørte nogen græde
et sted bag en dør.
Så bleg så jeg aldrig min bedste far før.
Og dagene de ender,
og vi andre går til ro.
Længst et væk i mørket står hans tærnede fodsko.
Han talte ikke meget,
men jeg husker sætningen,
at når alder og dommen melder sig,
så bliver mørket din vand.
Han talte ikke meget,
men jeg husker sætningen,
at når alder og dommen melder sig,
så bliver mørket din vand.